682
0
http://www.bronderslevforsyning.dk/mit-log-in

Vand i kælderen


Hvorfor får jeg vand i kælderen?

Når det regner kraftigt, kan spildevandssystemet  blive overbelastet, og vandet stiger op over rørene. Hvis din kælder ligger lavt i forhold til spildevandssystemet, er du særlig udsat for at få spildevand i kælderen, når det regner meget kraftigt. Vand i kælderen kan også skyldes blokering i spildevandssystemet under dit hus eller grundvandet.

Hvad gør jeg?

Har du fået kælderoversvømmelse, skal du kontakte dit forsikringsselskab. De kan oplyse om de muligheder, du har for at få rengjort din kælder, og for at få erstattet de ting, som har lidt skade. De kan også fortælle, hvad du ellers kan gøre. 

Fugt og vandskade i kælder og fundament kan blive katastrofalt for dit hus og din økonomi.

Grundig informationsindsats

Vores nye tiltag er, en systematisk og mere grundig informationsindsats overfor alle husejere med kælder i de områder, hvor vi skal kloakrenovere. Ved store graveprojekter indkaldes husejere, hvis ejendom har kælder til et særligt møde. På mødet deltager vi og en geotekniker, som kan fortælle noget om grundvand og jordens egenskaber i det specifikke område. Der vil også være en kloakmester, som har erfaring med at etablere drænsystemer m.v.

Gennem information om risiko, ansvar mm. vil mange problemer og skader kunne forebygges. 

Monter en drænpumpebrønd

Vi tilbyder fremover, at skabe kontakt imellem graveentreprenøren og husejeren med henblik på, at få monteret en drænpumpebrønd foran huset. Drænpumpebrønden monteres samtidig med at der graves ind til skelbrønd og stik, og på den måde spares en stor del af gravearbejdet.  Arbejdet udføres som en særskilt aftale mellem husejeren og entreprenøren. Efterfølgende kan der relativt nemt monteres en pumpeløsning, som i mange tilfælde kan være tilstrækkeligt for at undgå grundvandsproblemer, og de fleste husejere kan selv stå for det.

Dit ansvar

Vi har pligt til at fjerne dit spildevand fra stueplan. Det er dit ansvar at sørge for afledning af spildevand fra kælderen. Det er derfor dit eget ansvar at sikre kælderen imod opstuvning af spildevand.

Tips til gør det selv

 

  • En højvandslukke eller et tilbageløbsstop kan forhindre kloakvand i at stå op gennem dit kælderafløb, når det regner kraftigt
  • En pumpebrønd kan sikre, at du ikke får kloakvand i kælderen ved kraftig regn, og giver dig et magasin til dit eget spildevand, indtil der igen er plads i kloaksystemet
  • En drænpumpebrønd foran huset, kan nedsætte risikoen for indtrængning af grundvand igennem kældergulv eller vægge.
  • Høje kanter om lyskasser og kælderskakter kan forhindre overfladevand i at løbe ned i din kælder.
  • Sandsække kan ofte hindre vandet i at trænge ind ved kælderdøre, kælderafløb m.m.
  • Sørg altid for at tagrender, tagbrønde og riste m.v. er renset, så vandet hurtigt kan ledes væk.

 

 

Læs også pressemeddelelsen